Pressemeddelelse

 

Pressemeddelelse                                                                                                           D. 27-02-2009

 

Danmarks bedste forebyggelsesprojekt ligger for døden

På trods af enestående, dokumenterede resultater ser det ud til, at Respekt for Fart må dreje nøglen om efter de sidste fuldtegnede kurser i weekenden den 14. og 15. marts.

Siden starten har 10 000 unge bilister mellem 18 og 24 år været på kurset. 5 300 nyudklækkede bilister betalte i 2008 kursusafgiften på 3 600 kroner for at deltage - en kanon succes.

Lige fra starten har man konstateret en nedgang i antallet af ulykker med unge bag rattet som har gennemgået kurset Respekt for Fart. Antallet af ulykker er faldet med 70 procent sammenlignet med de unge, som ikke har gennemgået kurset.

Hvis alle unge mellem 18 og 24 år gennemførte kurset ville samfundet spare skønsmæssigt 2 milliarder kroner om året for en investering på 200 millioner - samt, hvad der naturligvis er endnu vigtigere:  redde 50 unge liv hvert år. Det svarer til en halvering indenfor målgruppen.

 

Intet andet forebyggelsesprojekt kan vise bare tilnærmelsesvis samme resultater for den pågældende gruppe unge.

'Det er en helt ufattelig situation, vi står i, siger formanden for Respekt for Fart Fond, ambulancelæge Lars Bak Nielsen. Rigspolitiet, flere ministre, formanden for folketingets trafikudvalg og mange andre indflydelsesrige personer har lovet projektet deres støtte. Alligevel står vi nu i denne situation, at vi ikke kan klare dagen og vejen'.

Kommunen beholdt værdierne

En væsentlig grund til problemerne er, at Vejle kommune, som havde regnet med at skulle tjene en million kroner om året på at overtage projektet, beholdt Respekt for Fart's værdier, da det viste sig, at kommunen ikke lovligt kunne fortsætte projektet. Respekt for Fart blev oprindeligt  startet af Vejle Amt.

Det drejer sig om ca. 3 mill.  kroner, som Vejle Kommune har malket projektet for. Pengene skulle være brugt til at starte sæsonen 2009 op. Vejle Kommune beholdt også ejerskabet over 18 af de biler, som bruges i projektet. Det betyder, at Respekt for Fart, som er blevet en non-profit-fond, skal leje sine egne biler af kommunen....

 

 

De unges penge

'Problemet er, at det jo er de unges penge. De har betalt mere end den rene kostpris, fordi pengene skulle indgå i en yderligere udvikling af Respekt for Fart til glæde for nye generationer af bilister', siger Lars Bak Nielsen. 'Det drejer sig også om penge, som Vejle Kommune har indkasseret fra kommuner over hele landet, som sender deres unge på kursus hos os i tillid til, at det er et non-profit-foretagende'.

Bestyrelsen for Respekt for Fart Fonden har i deres nød skrevet til en række af de indflydelsesrige personer, som gennem årene har bakket projektet op, og inviteret dem til at møde op den 14. marts, når 220 unge mødes til undervisning i at overleve trafikken.

'Vi håber, at de mange mennesker, som gennem alle årene har bakket os op og talt meget positivt om vores projekt, nu vil bruge deres indflydelse til at sikre vores overlevelse', siger Lars Bak Nielsen. 'Eventuelt ved at hjælpe os med en ny ejerkonstruktion, hvor vi kan fortsætte vores virke og måske endda ekspandere til gavn for trafiksikkerheden i dette land'

Hvis der ikke sker noget afgørende, kan den 14. og 15. marts blive sidste weekend, vi afvikler et kurser.

De 5 300 unge fra hele landet der deltog i kurserne på Vandel Flyveplads i 2008 svarer til ca. 8 pct. af dem, der tog kørekort i aldersgruppen.

 

(*talmaterialet stammer fra læserbrev i Fyns Stiftstidende fra kommunikationschef Nicolai Kampmann, Alka forsikring)

Dokumenter som underbygger ovenstående ligger hos Respekt for Fart

 

Yderligere oplysninger hos:

Formand:  Lars Bak Nielsen. Tlf. 4073 6200

Mail: lars@respekt.dk

Driftschef: Michael Lønbæk.  Tlf. 2757 6698

Mail: michael@respekt.dk

 

Pressemeddelelse

;